Politiet jagter mand efter fem drab i to hjem i USA

    Politiet i USA jagter en mand, efter at det fandt fem lig i to hjem i Tennessee i USA.

    Ifølge efterforskningsenheden The Tennessee Bureau of Investigation (TBI) leder politiet efter en mand ved navn Michael Cummings.

    På Twitter skriver TBI, at man mener, at Cummings står bag drabene på de fem personer, og at han kan befinde sig i de omkringliggende skove.

    Fire lig blev fundet i et hjem på Charles Brown Road i byen Westmoreland, og det sidste lig blev fundet i et hjem på Luby Brown Road, der ligger ved siden af.

    TBI mener, at de to fund af lig er relaterede.

    Efterforskningsenheden advarer mod, at Cummings kan være bevæbnet, og at man skal ringe til politiet, hvis man ser ham.

    Westmoreland ligger nordøst fra Tennessees hovedstad, Nashville, op mod grænsen til staten Kentucky.

    /ritzau/