64.000 passagerer rammes af SAS-aflysninger søndag

    64.000 passagerer rammes af flyaflysninger søndag, da 587 flyafgange aflyses.

    Det oplyser SAS i en pressemeddelelse.

    Selskabet skriver, at de gør alt, hvad de kan for at hjælpe de rejsende.

    – SAS bestræber sig på at nå en løsning så hurtigt som muligt for at minimerer påvirkningen for flere kunder, skriver selskabet.

    Det er piloterne i SAS, der strejker. Strejken skyldes, at piloterne og SAS ikke har kunnet blive enige om indholdet i nye overenskomster.

    Striden drejer sig kort fortalt om arbejdstid og løn.

    Piloterne ønsker blandt andet mere i løn og mere forudsigelighed og kontrol over deres vagtplaner, så de i højere grad ved, hvornår de skal arbejde, og hvornår de har fri.

    SAS har til gengæld sagt, at de finder piloternes krav “helt urealistiske”. Selskabet har meddelt, at piloternes krav er uansvarlige, hvis selskabet skal kunne klare sig i et meget konkurrencepræget marked.

    SAS oplyser, at passagerer, der føler sig bekymret over rejseplanlægning, gratis kan ombestille indtil 1. maj.

    Fredag blev 673 afgange aflyst, og det ramte 72.300 passagerer, mens der lørdag blev aflyst 329 fly, og 33.912 passagerer blev ramt.

    /ritzau/