Srilankanske sikkerhedsstyrker har dræbt fire formodede krigere fra Islamisk Stat (IS).
Ifølge nyhedsbureauet AFP stormede sikkerhedsstyrkerne et hus i byen Kalmunai på Sri Lankas østkyst, hvor man formodede, at IS-krigere holdt til.
I en pressemeddelelse fra politiet står der, at man har fundet fire lig af mistænkte IS-krigere.
To af de fire formodede IS-krigere blev dræbt i en skududveksling, fortæller talsmand Sumith Atapattu.
– I vores gengældelsesskud døde to våbenmænd, siger Sumith Atapattu.
Det er endnu uvist, hvordan de øvrige to IS-krigere mistede livet.
Talsmanden tilføjer, at en civil person også blev dræbt i skududvekslingen.
Ifølge nyhedsbureauet AP fortæller en lokal militær general Aruna Jayasekar, at der også var eksplosioner.
Sikkerhedsstyrkerne har efterfølgende fundet sprængstof, detonatorer, selvmordsbombe-udstyr, militæruniformer og IS-flag.
Militæret mener, at de dræbte IS-krigere spillede en rolle i de mange bombeangreb, der ramte landet påskedag 21. april og dræbte over 250 mennesker.
/ritzau/AFP











