Migranter fra Venezuela frygtes omkommet i skibsforlis

    22 personer savnes, efter at en båd med migranter fra Venezuela onsdag forliste i Det Caribiske Hav.

    Der var 33 mennesker om bord på fiskefartøjet, da det tidligt onsdag morgen fik motorproblemer og sank på vej mod Trinidad og Tobago.

    Ni personer blev samlet op fra vandet af fiskere. Deriblandt den 22-årige Yusbreilys Merchan.

    Hun fortæller efter at være bragt i land fredag, at båden var overfyldt, da hun steg om bord i kystbyen Guiria i det nordøstlige Venezuela.

    – Der var for mange passagerer. Efter vi stævnede ud, opstod der et problem med en af motorerne, men vi insisterede på at fortsætte, fortæller hun.

    Cirka fire sømil fra kysten satte en af motorerne ud, og båden begyndte at tage vand ind.

    Ni personer overlevede ulykken til havs, oplyser en lokalpolitiker. To omkomne er indtil videre fundet. Blandt andet en 16-årig pige.

    Kystvagten i Trinidad og Tobago samt lokale fiskere leder efter de øvrige 22.

    Myndigheder i Venezuela har ikke informeret offentligheden om forliset.

    /ritzau/AFP