Optimistisk Hobro-lejr: Vi vinder over Vejle

    Hobro spillede 1-1 mod AaB i Superligaens 32. spillerunde, og dermed skal holdet spille mod Vejle over to kampe om at undgå nedrykning.

    Det stod klart fredag aften, da resultatet betød, at Hobro sluttede sidst i nedrykningspulje 2, hvor Vendsyssel FF efter 0-0 mod Randers FC sluttede over Hobro.

    Hobro-kantspiller Edgar Babayan er dog optimistisk inden de dramatiske kampe mod Vejle

    – Spiller for spiller er vi bedre, og som hold er vi bedre, så vi vinder kampen mod Vejle.

    – Der er mere på spil, end der plejer at være, men vi skal bare holde hovedet koldt og spille, som vi plejer, og så tror jeg, det nok skal gå, siger Edgar Babayan.

    Det ærgrer Hobros sportschef, Jens Hammer, at holdet nu risikerer at rykke ned, men han tror også, at Hobro kan slå Vejle.

    – Jeg ville gerne have været foruden den her situation, men jeg synes også, at vi står godt rustet til det.

    – Vi har fået fire point i de sidste to kampe, og vi scorer i stort set alle kampe, så jeg tror, at vi har et hold, der kan få marginaler over på vores side, siger sportschefen.

    Vinder Hobro over Vejle, skal holdet møde andenpladsen i 1. division over to kampe, hvor vinderen kommer i Superligaen, og taberen kommer i 1. division.

    – Det vil være træls at rykke ned, men vi har spillet der i mange år, og i den tid var vi bange for at rykke ud, fordi vi var for små, og nu er vi i Superligaen.

    – Jeg synes, at vi har et godt fundament, og vi har også dygtige spillere på kontrakt efter sommeren, så det er ikke en katastrofe, hvis vi rykker ned, siger Jens Hammer.

    AaB møder AGF i Europa playoffkampene, og ifølge cheftræner Jacob Friis skal holdet være skarpere end mod Hobro, hvis AaB skal gå videre.

    – Hvis man ser på kampen mod Hobro, skal vi være mere effektive i vores afslutninger og spillet på den sidste tredjedel, så det skal forbedres, siger AaB-træneren.

    /ritzau/