Den russiske agent Maria Butina er fredag blevet idømt 18 måneders fængsel og udvisning til Rusland fra USA. Butina blev anholdt og varetægtsfængsel i juli sidste år.
Hun erklærede sig i december skyldig i at infiltrere den amerikanske våbenlobby National Rifle Association (NRA). Her forsøgte hun at påvirke amerikanske politikere fra Det Republikanske Parti.
– Dette var ikke nogen simpel misforståelse af en forivret udvekslingsstuderende, sagde dommer Tanya Chutkan i forbindelse med domsafsigelsen.
Den 30-årige russiske kvinde skal have benyttet sig af sit medlemskab af NRA til at opnå kontakt med ledere i Det Republikanske Parti og til andre amerikanske politikere og ledere.
Ifølge anklagerne mod hende skal hun have samlet information om amerikanske embedsmænd og organisationer. De oplysninger skal hun have videregivet til en højtstående russisk embedsmand, som hun rapporterede til.
Maria Butina har allerede afsonet 9 af de 18 måneder, hun er blevet idømt. Hun bliver udvist til Rusland, når hun har afsonet de resterende ni måneder.
/ritzau/Reuters











