Nordjyske skoler kæmmes for mulige bomber efter trussel

    Der bliver fredag fortsat ledt efter mulige bomber på uddannelsesinstitutionen Techcollege i Aalborg, herunder Aalborg Tekniske Gymnasium.

    Ingen bomber er dog fundet endnu, oplyser Nordjyllands Politi fredag formiddag.

    En bombetrussel satte torsdag gang i arbejdet. Da skolen har afdelinger flere steder i Aalborg er arbejdet stadig i gang.

    – Det kommer til at tage det meste af dagen, men de adresser, vi har undersøgt, er genåbnet, og der er der trygt at være, siger politiinspektør Ole Kristensen i en pressemeddelelse.

    Torsdag morgen modtog blandt andre skolens rektor en mail med en bombetrussel. Skolen har afdelinger flere steder i Aalborg. De blev alle evakueret, og områderne omkring dem blev afspærret.

    Politiet indstillede torsdag aften gennemsøgningen af afdelingerne på de to uddannelsesinstitutioner. Siden har stederne været bevogtet af styrker fra Hjemmeværnet.

    Bygningerne skal gennemgås af bomberyddere og bombehunde.

    Torsdag eftermiddag var adressen på Nyhavnsgade 14 gennemsøgt. Det betød, at der igen var adgang til indkøbscenteret Friis og hovedbiblioteket.

    Fredag formiddag arbejder politiet på Øster Uttrup Vej og Sigrid Undsets Vej. Sidstnævnte er kort før klokken 11 blevet frigivet. Senere vil der også være betjente på Struervej i Aalborg Øst og Teglværket i Nørresundby.

    – Vi tager bombetrusler særdeles alvorligt. Så vores opgave er også at genskabe trygheden ved at være synlige og være til rådighed for borgere, elever og beboere i de berørte områder, siger politiinspektør Ole Kristensen.

    Forældre og elever kan på Techcolleges hjemmeside tjekke, hvilke afdelinger der har undervisning fredag.

    Politiet har siden truslen efterforsket, hvem der står bag. Der er dog ingen anholdte i sagen.

    – Vi lægger meget energi i at få sagen opklaret, men vi kan ikke udtale og yderligere af hensynet til den videre efterforskning, siger Ole Kristensen.

    /ritzau/