Christian Friis Bach stopper hos Dansk Flygtningehjælp

    Christian Friis Bach stopper som generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp.

    Forretningsudvalget ser behov for en anden ledelsesprofil. Det oplyser organisationen i en pressemeddelelse.

    Christian Friis Bach har været i spidsen for Dansk Flygtningehjælp siden november 2017. Han stopper per dags dato.

    – Christian er en visionær og idérig leder, som har sat mange spændende udviklingstiltag i gang. Vilkårene for internationale humanitære organisationer er i disse år under stærkt pres, siger Agi Csonka, formand for forretningsudvalget.

    – Det kræver knivskarpe ledelsesmæssige prioriteringer at føre organisationen videre i dette landskab og give medarbejderne de bedst mulige arbejdsbetingelser for at hjælpe flygtninge verden over, siger hun i pressemeddelelsen.

    Før sin ansættelse hos Dansk Flygtningehjælp var Christian Friis Bach hos FN.

    Tidligere har han været udviklingsminister i Helle Thorning-Schmidts (S) regering fra 2011 til 2013.

    /ritzau/