Kim Jong-un er på vej til Vladivostok i det russiske Fjernøsten.
Her skal den nordkoreanske leder torsdag mødes med Ruslands præsident, Vladimir Putin.
Kim forlod Pyongyang i sit letgenkendelige grønne tog ved daggry onsdag.
Mange embedsmænd og beboere var stimlet sammen for at sende deres leder godt på vej.
Det skriver nyhedsbureauet AP.
Mødet mellem Kim Jong-un og Vladimir Putin er det første møde mellem de to ledere.
Tirsdag bekræftede Putins udenrigspolitiske rådgiver, Juri Ushakov, at mødet vil finde sted i Vladivostok på stillehavskysten torsdag den 25. april.
– Fokus vil være en politisk og diplomatisk løsning på atomvåbenproblemet på Den Koreanske Halvø, sagde han ifølge nyhedsbureauet AFP.
– Rusland har til hensigt at hjælpe med at styrke enhver positiv udvikling.
Det præcise tidspunkt for torsdagens møde er endnu ukendt.
Ifølge det russiske nyhedsbureau Interfax ventes Kim Jong-un at krydse ind i Rusland ved grænsebyen Khasan.
Imens oplyser den russiske jernbanetjeneste til nyhedsbureauet Ria Novosti, at Kims tog ventes at ankomme til Vladivostok onsdag aften klokken seks lokal tid. Det vil sige klokken to natten til torsdag dansk tid.
/ritzau/











