Der er forlydender om danskere blandt sårede og dræbte i Sri Lanka, hvor adskillige eksplosioner i kirker og på luksushoteller har rystet befolkningen påskedag.
Det oplyser Udenrigsministeriets Borgerservice på Twitter. Det er dog ikke muligt at bekræfte yderligere, lyder det.
Det sydasiatiske land er søndag morgen og formiddag blevet ramt af otte eksplosioner, som har fundet sted på hoteller og i katolske kirker. Over 150 mennesker, heraf mindst 35 udlændinge, er dræbt. Flere hundrede er såret.
Eksplosionerne har ramt i hovedstaden Colombo samt i byerne Dehiwela og Negombo, der ligger nær hovedstaden.
Der er endnu ikke oplyst nationaliteter på dræbte og sårede.
Sri Lankas minister for økonomiske reformer og offentlig fordeling, Harsha de Silva, skriver i et tweet, at han har besøgt to af de bomberamte hoteller.
– Jeg så mange kropsdele ligge spredt ud over det hele, skriver han med tilføjelsen:
– Mange er dræbt og såret – deriblandt udlændinge.
AFP skriver, at en hospitalskilde har oplyst, at amerikanere, briter og hollandske statsborgere er blandt de dræbte.
Danmark har ingen ambassade i Sri Lanka, men der er personale på vej til Colombo fra ambassaden i New Delhi for bedst muligt at kunne hjælpe danskere med behov for assistance.
/ritzau/AFP











