For første gang i 17 år er Rungsted dansk mester i ishockey.
Fredag aften blev DM-guldet sikret på udebane mod Sønderjyske, da Rungsted Seier Capital vandt med 1-0.
Kampens afgørende mål blev scoret af svenskeren Robin Bergman med syv minutter tilbage af kampen. Målet blev scoret, da Rungsted var i overtal.
Med sejren har Rungsted gjort rent bord i finaleserien, som blev vundet med 4-0 i kampe.
Det lugtede ellers af en femte finale igennem det meste af kampen.
Sønderjyske var det toneangivende hold, og Vojens-klubben kunne have været foran, da holdene skøjtede ind til den første pause i kampen.
I anden periode tiltog presset, og flere gange var sønderjyderne tæt på at komme i front på en returpuck, men forsøgene blev brændt. Det samme blev Steffen Franks friløber på Thomas Lillie.
I det første minut af tredje periode viste målmanden sig endnu en gang som den store helt, da han reddede en ny Sønderjyske-friløber. Denne gang var Mads Lund synderen med afbrænderen.
Det løse krudt fra sønderjydernes skytter blev til sidst helt kostbart, da Robin Bergman bragte Rungsted i front.
I de døende sekunder fik hjemmeholdet ellers en stor mulighed for at udligne, men Thomas Lillie holdt buret rent, før den store jubelfest brød ud.
/ritzau/











