En stor gruppe klimaaktivister, der de seneste dage har skabt kaos i den britiske hovedstad, London, vil fredag rykke deres demonstrationer til Europas travleste lufthavn, Heathrow.
Det oplyser demonstranterne, der kommer fra gruppen Extinction Rebellion.
De oplyser samtidig, at de vil intensivere deres protester, så længe den britiske regering ikke tager nye skridt for at bekæmpe klimaforandringer.
Siden mandag har klimaaktivister blokeret både broer og veje i London.
Politiet har i løbet af de seneste fire dage anholdt næsten 500 aktivister.
Londons politi har opfordret gruppen til at genoverveje fredagens varslede aktion ved den store Heathrow-lufthavn.
Årsagen er, at demonstrationen kan “forårsage forstyrrelser og fortvivlelse hos tusindvis af rejsende – mange af dem familier – i løbet af påsken”.
– Demonstranter kan godt forvente et stort politiopbud. Vi er fast besluttede på at holde lufthavnen kørende, siger vicepolitidirektør Nick Ephgrave.
/ritzau/AP











