Skotland fyrer træneren efter skidt start på EM-kvalen

    Alex McLeish holdt kun lidt over et år som landstræner for Skotland.

    Torsdag valgte Det Skotske Fodboldforbund at fyre den 60-årige landstræner efter en skidt start på kvalifikationen til EM.

    I marts indledte Skotland sin vej mod næste års slutrunde med et uventet nederlag på 0-3 til Kasakhstan. Siden blev San Marino besejret med 2-0.

    Sejren over San Marino var dog ikke noget, der imponerede synderligt i forbundet. Miniputnationen er det lavest rangerede hold på Det Internationale Fodboldforbund Fifas verdensrangliste.

    McLeish nåede 12 kampe som landstræner siden ansættelsen i begyndelsen af 2018.

    – Præstationerne og resultaterne over det seneste år – specielt måden vi tabte på i Kasakhstan – viste, at holdet ikke udvikler sig som forventet.

    – Vi mener, at holdet er til mere, siger fodboldforbundets formand Ian Maxwell i en udtalelse.

    Alex McLeishs assistenter Peter Grant, James McFadden og Stevie Woods forlader også Det Skotske Fodboldforbund som følge af trænerfyringen.

    Ud over Kasakhstan og San Marino er Skotland i EM-kvalifikationsgruppe med Belgien, Rusland og Cypern. Skotter ligger næstsidst efter to spillerunder.

    Alex McLeish har blandt andet en fortid som manager i Glasgow-klubben Rangers FC, engelske Aston Villa og Genk i Belgien.

    /ritzau/Reuters