Nadal indleder grussæson med knusende sejr

    Grusfænomenet Rafael Nadal nappede onsdag en klar sejr, da han spillede sæsonens første kamp på sit foretrukne underlag.

    I Monte Carlo Masters, som Nadal har vundet 11 gange i karrieren, vandt spanieren med 6-1, 6-1 over landsmanden Roberto Bautista Agut.

    Nadal har døjet med knæproblemer i 2019, hvor han af samme årsag kun har spillet tre turneringer, men det var ikke til at se i kampen mod Agut.

    – Det var en god start og godt at være tilbage her. Jeg har haft nogle store øjeblikke her og nød at spille her igen, siger Rafael Nadal.

    Han var senest i aktion i Indian Wells i marts, hvor han på grund af knæproblemer måtte opgive at spille sin semifinale mod Roger Federer.

    – Det er ikke nemt at komme tilbage efter en skade. Jeg har haft noget mentalt arbejde i min forberedelse. Jeg forsøgte at spille solidt og dominere med min forhånd, når jeg fik chancen, siger Nadal.

    Andenseedede Nadal, der var oversidder i første runde, skal i tredje runde møde bulgareren Grigor Dimitrov.

    Topseedede Novak Djokovic vandt sin første kamp i turneringen i tre sæt over tyske Philipp Kohlschreiber.

    Roger Federer deltager ikke i Monte Carlo.

    /ritzau/