Helenius slipper med kort pause efter knæuheld

    Det så alvorligt ud, da OB’s Nicklas Helenius i søndags faldt til jorden efter en nærkamp med FC Midtjyllands Kian Hansen.

    Helenius havde tydeligvis store smerter i knæet, da han blev båret i omklædningsrummet, men frygten for en lang skadespause har vist sig ubegrundet.

    En skanning viser nemlig, at der ikke er brud eller beskadigede dele i knæet, skriver OB på sin hjemmeside.

    OB forventer derfor, at den lange angriber slipper med en kort pause og dermed snart er på banen igen.

    Helenius kom til den fynske klub i sommeren 2017 og har i denne sæson scoret syv mål i 27 kampe.

    Tidligere i karrieren har han optrådt for AaB og Silkeborg i Superligaen, ligesom han har været på kontrakt i den engelske klub Aston Villa og tyske Paderborn.

    OB spiller næste gang på fredag, hvor holdet på hjemmebane møder FC Nordsjælland.

    /ritzau/