Homofobiske tilråb fra nogle af klubbens tilhængere bringer igen fodboldklubben Brøndby IF i centrum i en sag ved Fodboldens Disciplinærinstans.
TV2 oplyser, at Disciplinærinstansen på eget initiativ har åbnet en sag efter søndagens superligakamp mod FC København. Her står Brøndby-tilhængerne også anklaget for at have affyret fyrværkeri på stadion.
– I den sag vil indgå de forhold, som vi har konstateret i forbindelse med kampafviklingen, som kan være overtrædelse af reglerne.
– Det gælder regler for pyroteknik og de omstændigheder omkring sange og tilråb rettet mod en FCK-spiller (Viktor Fischer, red.) fra Brøndbys fans, siger Disciplinærinstansens formand, Jens Hjortskov.
Han oplyser, at der også er åbnet en sag mod FC København for brug af pyroteknik under kampen.
I sidste uge blev både Brøndby og OB idømt bøder på 25.000 for tilhængernes homofobiske sange mod Viktor Fischer i to forskellige kampe i forrige spillerunde.
I kendelsen skrev Fodboldens Disciplinærinstans, at der er nultolerance over for homofobi, og at der venter større sanktioner for klubberne i gentagelsestilfælde.
Jens Hjortskov vil dog ikke kommentere den igangværende sag over for TV2.
Viktor Fischer selv sendte roser til Brøndbys fans i søndags, fordi han ikke hørte nogen homofobiske råb eller sange, mens kampen var i gang.
– Det er jo først og fremmest en cadeau til Brøndbys fanklub, at det ikke eskalerede. Det er godt gået, synes jeg. Og jeg håber, at det bliver fulgt op. I en evighed vil jeg sige, sagde han.
Fischer mente ikke, at det betød det store, at enkelte Brøndby-fans ikke kunne dy sig under opvarmningen.
– Det bemærkede jeg også godt, men det gider jeg næsten ikke at bruge tid på. For de gjorde det ikke i kampen, sagde Viktor Fischer.
Disciplinærinstansen afventer nu en redegørelse fra både Brøndby og FC København om deres tilhængeres opførsel i søndagens derby.
/ritzau/











