Politiet i London anholder knap 300 klimaaktivister

    Næsten 300 mennesker er blevet anholdt under de igangværende klimademonstrationer i London. Det oplyser britisk politi sent tirsdag aften, skriver nyhedsbureauet AFP.

    Tusinder af miljøaktivister har siden mandag blokeret dele af det centrale London i et forsøg på at tvinge den britiske regering til at gøre mere for at bekæmpe den globale opvarmning.

    Bag demonstrationen står den britiske klimagruppe Extinction Rebellion (oprør mod udryddelse), der vokser hurtigt og har tag i mange unge.

    Demonstranterne vil være på gaden både dag og nat i mindst en uge, oplyste arrangørerne mandag.

    Ifølge politiet i London, Metropolitan Police Service (MPS), var der tirsdag aften foretaget 290 anholdelser.

    – Vi forventer, at demonstrationerne vil fortsætte den kommende uge, oplyser politiet.

    Blandt de anholdte er tre mænd og en kvinde, som blev anholdt på olieselskabet Shells britiske hovedkontor.

    De er mistænkt for blandt andet at have malet graffiti og smadret et vindue i bygningen.

    /ritzau/