Valgstederne er tidligt onsdag morgen lokal tid åbnet i Indonesiens præsident- og parlamentsvalg – verdens største endagsvalg med 192 millioner stemmeberettigede indonesere.
Her kæmper præsident Joko Widodo og den tidligere general Prabowo Subianto om landets øverste stilling.
De første valgsteder åbnede i den østlige provins Papua onsdag morgen klokken syv lokal tid. Det er to timer tidligere end valgstederne i Jakarta på grund af tidsforskellen på to timer. Indonesien har tre tidszoner.
Det er første gang i Indonesiens historie, at præsidentvalget og parlamentsvalget bliver afholdt på samme dag.
Kampen mellem Joko Widodo og Prabowo Subianto er en gentagelse af præsidentvalget i juli 2014, som Widodo vandt knebent.
Ved dette års valg viser de seneste meningsmålinger, at præsident Joko Widodo har en komfortabel føring over sin udfordrer.
Ved onsdagens præsident- og parlamentsvalg er der indsat næsten 350.000 politibetjente og soldater, der sammen med 1,6 millioner paramilitære betjente skal sikre landets 17.000 valgsteder.
/ritzau/Reuters











