Politi anholder flere efter skyderi på Sydsjælland

    Politiet har tirsdag anholdt flere personer efter en skudepisode i Kalvehave på Sydsjælland.

    Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

    En person er blevet ramt “perifert”, lyder det fra politiinspektør Kim Kliver.

    Politiet fik anmeldelse om, at der blev affyret skud på Bygaden.

    – Der er ud fra de foreløbige oplysninger to køretøjer involveret, lyder det i pressemeddelelsen.

    Ifølge politiet er det for tidligt at sige noget om, hvad der ligger bag skyderiet.

    Klokken 16.15 oplyser politiet om anholdelserne, men man siger intet om antallet af personer. Heller ikke de sigtelser, som er rejst, ønsker Kim Kliver at udtale sig om.

    Et vidne siger ifølge eb.dk, at der lød tre skud, og at en lille rød bil kort efter kørte væk. Nær skyderiet ligger et bordel med primært polske kvinder, oplyser eb.dk.

    I forbindelse med efterforskningen sker der blandt andet ransagning, hedder det.

    /ritzau/