Finlands socialdemokrater, SDP, har taget en tidlig føring ved det finske valg, efter at brevstemmerne er talt op.
Her har SDP fået omkring 19 procent af stemmerne fulgt af Samlingspartiet med omkring 17 procent.
Både Centerpartiet, som den siddende statsminister, Juha Sipilä, tilhører, og De Sande Finner har lidt over 15 procent, viser optællingen af brevstemmer.
Det viser tal fra det finske justitsministerium ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Mere end en tredjedel – 36 procent – af Finlands lidt over fire millioner stemmeberettigede vælgere har stemt på forhånd.
Valgstederne lukkede klokken 19 dansk tid. En valgstedsmåling fra tv-stationen Yle ventes offentliggjort klokken 20.30.
Med så tæt løb mellem partierne kan det endelige resultat rykke på den foreløbige stilling og bytte om på rækkefølgen af, hvilket parti der først får muligheden for at forsøge at danne regering.
Hvis De Sande Finner får et godt valg kan det vanskeliggøre regeringsdannelsen. De fleste af de øvrige partier har udelukket et samarbejde med det indvandringskritiske parti.
/ritzau/











