Dansk stortalent bryder sig i EM-finalen

    Den danske bryder Rajbek Bisultanov skal kæmpe om EM-guld søndag.

    Det står klart, efter at den 23-årige Herning-bryder med de tjetjenske rødder vandt semifinalen i 82 kilo-klassen ved europamesterskabet i Bukarest lørdag eftermiddag.

    Bisultanov besejrede Emrah Kus fra Tyrkiet, som vandt sølv ved VM sidste år.

    Kampen mod tyrkeren blev tæt og sluttede 5-5, men Bisultanov blev kåret som vinder, fordi han lavede den mest pointgivende detalje i kampen.

    Forinden havde danskeren taget en sikker 8-1-sejr over en hviderussisk modstander.

    I søndagens guldkamp skal Bisultanov op imod Lasha Gobadze fra Georgien.

    Den anden danske EM-deltager, Fredrik Bjerrehuus, er til gengæld ude af turneringen. Bjerrehuus tabte sin første kamp i 67 kilo-klassen.

    /ritzau/