Nordsjællands Politi har anholdt endnu en mand i drabssagen fra Rungsted, hvor en 20-årig mand mistede livet, da to grupper tørnede sammen.
Den anholdte er en 21-årig mand fra lokalområdet. Han bliver sigtet for drab og drabsforsøg.
– Han blev anholdt sidst på eftermiddagen fredag, siger vagtchef Jan Hedager til Ritzau.
Senere på eftermiddagen bliver manden fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Hillerød.
Den 20-årige mistede livet, da to grupper tørnede sammen på strandvejen nord for København. Undervejs blev han ramt af skud og døde kort efter af sine kvæstelser.
Derudover blev også fire andre mænd såret. En blev såret i begge ben af skud, en anden blev stukket med kniv, mens atter to blev påkørt af en eller flere biler.
Der blev anholdt adskillige personer i sagen, men fire af dem blev efterfølgende løsladt. De er dog stadig sigtet i sagen.
I sagen er to mænd allerede varetægtsfængslet.
/ritzau/











