Selv om midtugens tur til Montenegro både bød på et overraskende nederlag for det danske herrelandshold i håndbold og et misset fly på vejen hjem, så holder de forsvarende verdensmestre stadig hovedet højt.
Fredag trænede holdet i Royal Arena i København forud for lørdagens kamp mod Montenegro i EM-kvalifikationen.
Forberedelserne til revanchekampen er ikke blevet ødelagt af de logistiske udfordringer, lyder det fra landstræner Nikolaj Jacobsen.
– Det er klart, at vi gerne ville have kunnet forberede os lidt mere og kunne træne længere, men sådan er det.
– I stedet må vi få det bedste ud af situationen, og lørdag har vi en hel dag, hvor vi kan se noget video og forberede os, og så er der nok tid til at få hvilet. Så jeg er sikker på, at spillerne nok skal være klar lørdag, siger landstræneren til TV2 Sport.
Kampen mod Montenegro, der er det danske landsholds første på hjemmebane siden VM-guldet blev vundet, fløjtes i gang klokken 20.
/ritzau/











