Demonstranter kræver militæret fjernet fra magten i Sudan

    En protestbevægelse i Sudan kræver, at militæret afgiver magten til en civil overgangsregering.

    – Vi bekræfter igen vores stærke afvisning af, hvad der er sket, hedder det i en erklæring fra bevægelsen.

    Den står bag omfattende demonstrationer i hovedstaden Khartoum fredag.

    Demonstrationerne er rettet mod det militære overgangsråd. Det har taget magten efter landets enerådige præsident gennem 30 år, Omar al-Bashir.

    Titusinder meldes fredag på gaden i Khartoum for at demonstrere mod militæret.

    – Vores krav er klare, retfærdige og legitime. Men det nye regimes gammeldags kupmagere er ikke klar til at deltage i forandringer, hedder det i en erklæring fra protestbevægelsen.

    Det militære råd afsatte Omar al-Bashir torsdag. Han har i en årrække været efterlyst af Den Internationale Straffedomstol (ICC) efter anklager om krigsforbrydelser i Darfur i det vestlige Sudan.

    Rådet har fredag meddelt, at det ikke vil udlevere Bashir til ICC,

    Lederen af overgangsrådet, general Awad Ibn Ouf, er selv ramt af amerikanske sanktioner. Det skyldes hans rolle under den dødelige offensiv i Darfur.

    Det militære råd siger, at det vil regere de næste to år. Det ophidser de mange demonstranter, der kræver hurtige demokratiske reformer.

    /ritzau/dpa