Hamilton starter forrest for 11. gang ud af 12


    Den forsvarende verdensmester Lewis Hamilton bliver som minimum verdensmester i en disciplin i år. For i kvalifikationen til sæsonens 12. Formel 1-grandprix sikrede Hamilton sin pole position nummer 11.

    En ren og skær magtdemonstration for briten, som var hurtigst i alle tre kvalifikationsrunder på Monza-banen i Italien.

    På trods af at være startet forrest så mange gange, fører Hamilton kun med 28 i VM-stillingen ned til holdkammerat Nico Rosberg.

    I lørdagens kvalifikation måtte Rosberg skuffende nøjes med en fjerdeplads. Først i sidste forsøg klemte Rosberg sig ind foran Williams’ Felipe Massa, der blev nummer fem.

    De to Ferrari-kørere Kim Räikkönen og Sebastian Vettel viste foran holdets mange fans i Italien, at de er klare førsteudfordrere til Mercedes’ dominans.

    Lidt overraskende er det dog, at det var Räikkönen, som var den hurtigste af de to i kvalifikationen. Finnen blev noteret for næstbedste tid, mens Vettel, der har vundet to grandprixer i sæsonen, blev nummer tre.

    For McLaren blev kvalifikationen endnu et punkt på en efterhånden meget lang liste over skuffelser i denne sæson.

    Både Jenson Button og Fernando Alonso var blandt feltets fire dårligste efter første kvalifikationsrunde, og de to kørere starter søndag som nummer 16 og 17.

    /ritzau/