Pia K: Udsendte tog et stykke Danmark med ud i verden


    Tidligere udsendte på mission for Danmark fik lørdag ros for deres professionalisme og deres danske måde at gebærde sig på under missioner i udlandet fra Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF).

    – I udførte jeres arbejde et fremmed sted langt væk fra Danmark på en dansk måde med rod i de værdier, som kendetegner os som demokratiske samfundsborgere, og som vi er blevet præget af i folkeskolen, i foreningslivet og på arbejdspladserne.

    Ordene faldt, da Pia Kjærsgaard talte på Kastellet i anledning af flagdagen, der skal hædre de personer, der har været udsendt på mission for Danmark.

    Ud over at takke de tidligere udsendte for Danmark rettede Pia Kjærsgaard også en særlig tak til de pårørende.

    – I dag siger vi ikke kun tak til de udsendte. Vi siger også tak til den far, som stod i afgangshallen med en stor klump i halsen og sagde farvel til sin datter og bad hende passe godt på sig selv, lød det fra Pia Kjærsgaard.

    – Vi siger tak til kæresten, som kyssede sin forlovede farvel på perronen, mens de begge kæmpede med tårerne. Tak, fordi I stod savnet igennem og var der hele tiden med jeres opbakning.

    Også forsvarsminister Carl Holst (V) talte på Kastellet.

    – Fælles for jer her på Kastellet i dag – og alle Danmarks andre veteraner – er, at I har taget et valg. Et valg om at tage ud i verden. Om at gøre en forskel. På Danmarks vegne. For andre mennesker. Et stort og vigtigt valg. Et handlingens valg, sagde han.

    – Men også et holdningens valg. Og endelig et valg med det allermest dyrebare i hænderne: Livet. Og derfor et valg, der har krævet mod og viljestyrke. Derfor et valg, der aftvinger respekt.

    Også Nicolai Wammen, der er tidligere forsvarsminister og nu politisk ordfører for Socialdemokraterne, benyttede dagen til at rose de danske udsendte.

    – Det er vigtigt, at vi som samfund støtter op, både når vi sender ud, men også når udsendte kommer hjem. Jeg håber, at rigtig mange vil komme ud og hylde vores udsendte, veteraner og deres familier. Det fortjener de, siger han på Facebook.

    /ritzau/