Nye dybe tallerkener skal give fortsat Astralis-succes

    Fredag tager det danske Counter-Strike-hold Astralis hul på årets fjerde turnering, når der blændes op for Blast Pro Series i Miami.

    Med ti turneringssejre i 2018 og finalepladser i alle tre turneringer indtil nu i 2019, hvoraf de to seneste turneringer er blevet vundet, har de andre hold haft rig lejlighed til at aflure Astralis og holdets taktik.

    Endnu er det dog uden succes, og det kan godt fortsatte. Astralis’ taktiske opfindelseskasse rummer allerede flere nye, dybe tallerkener at bringe i spil.

    – Vi har stadig nogle halve idéer på nogle af banerne, som vi ikke helt har fået udført 100 procent. Så de andre hold har ikke set det endnu, siger Astralis’ in-game-leader, 23-årige Lukas “gla1ve” Rossander, forud for turneringen i Miami.

    – Jeg synes, vi er ret nytænkende i forhold til det taktiske spil. Så jeg tror godt, vi stadig kan komme og overraske.

    Det er ham, som styrer det taktiske slag i kampene, hvor træner Danny “zonic” Sørensen kun via nogle få timeouts kan kommunikere med spillerne under kampene.

    Lukas Rossander peger generelt på, at holdet på det taktiske plan fortsat har førertrøjen i Counter-Strike-feltet.

    – Vi øver nogle flere taktikker. Vi er rigtig gode til at se på, hvad vi ikke er så gode til lige nu, og hvordan tager vi det næste skridt i forhold til for eksempel at blive rigtig gode på en specifik bane, siger han.

    Et er at være foran konkurrenterne taktisk, noget andet er at levere varen i turnering efter turnering. Og her stikker Astralis i voldsom grad ud.

    I holdets syv seneste turneringer er det blevet til seks triumfer og en enkelt andenplads. Den succes bliver selvforstærkende, mener holdets yngste, 21-årige Emil “Magisk” Reif.

    – Vi har bare noget selvtillid, fordi det går så godt. Hver gang vi går ind til en turnering, går vi ind med følelsen af, at der er en rigtig god chance for, at vi vinder. Ikke at vi allerede har vundet, men vi har gode chancer for at vinde, hvis vi holder fokus og er klar individuelt, siger han.

    Og så er kvaliteten af holdets træning helt i top.

    – Når vi går ind til træning, så er der et klart formål. Der er en grund til, at vi træner. Det er ikke bare for at sidde og spille, forklarer den 21-årige østjyde.

    Der deltager seks af verdens bedste hold i Blast Pro Series, som indledes med et gruppespil, hvor alle møder alle. De to hold med flest sejre efter de fem spillerunder går i finalen.

    De to første spillerunder afvikles fredag. Resten foregår lørdag.

    /ritzau/