Den firedobbelte verdensmester i Formel 1, Sebastian Vettel, havde mest fart i sin Mercedes-racer, da kørerne fredag i Shanghai afviklede den første træning forud for det kinesiske grand prix på søndag.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Tyskeren har ellers fået en halvdårlig start på sæsonen. I åbningsløbet i Melbourne kom han ind på en fjerdeplads, og i Bahrain måtte han nøjes med en femteplads.
Den 31-årige Vettel forklarede torsdag den middelmådige sæsonstart med, at han endnu ikke føler sig helt hjemme med det nye set-up i sin Ferrari-racer.
Men under fredagens træning fandt han tilsyneladende rytmen ved at køre den hurtigste baneomgang.
Spørgsmålet er så, om Vettel også er hurtigst, når kørerne under lørdagens kvalifikation skal dyste om startplaceringerne til søndagens løb, der for øvrigt er nummer 1000 i Formel 1-historien.
Den regerende verdensmester, Lewis Hamilton, satte den næstbedste tid ved fredagens træning. Englænderen var 0,21 sekunder langsommere end sin tyske ærkerival.
Derefter fulgte Vettels unge holdkammerat, Charles Leclerc.
Den 21-årige franskmand kørte et imponerede løb i Bahrain, hvor han lå til en sikker sejr, før hans Ferrari begyndte at miste fart. Leclerc formåede dog at komme på podiet som nummer tre.
Danske Kevin Magnussen blev noteret for 11. bedste tid i træningen, mens hans makker hos Haas, Romain Grosjean var brøkdele af et sekund hurtigere på en 10.-plads.
Det amerikanske hold har noget at revanchere, efter at de to biler præsterede dårligt i Bahrain. Magnussen sluttede som nummer 13, mens Grosjean for andet løb i træk måtte udgå.
Efter de to første løb ligger Valterri Bottas (Mercedes) nummer et i den samlede stilling foran Hamilton. Derefter følger Max Verstappen (Red Bull), Leclerc og Vettel.
/ritzau/











