Israelsk månelanding slår fejl – rumfartøj er ødelagt

    En israelsk rumsonde, der skulle være landet på Månen, er slået fejl. Fartøjet blev ødelagt under landingen torsdag aften. Det oplyser jordkontrollen.

    Der var lagt op til, at Israel skulle blive det fjerde land i verden – og det mindste – som får et fartøj til at lande sikkert på Månen.

    Organisationen bag, SpaceIL, mistede torsdag aften kort før halv ti dansk tid kontakten til sonden, umiddelbart før den skulle være landet på Månen.

    En videnskabsmand på projektet har erklæret landingen en fiasko.

    Det lille robotfartøj var bygget for det almennyttige selskab SpaceIL og det statsejede israelske selskab Aerospace Industries.

    Håbet var, at Israel kunne slutte sig til USA, Rusland og Kina som nationer, der har landet fartøjer på Månen.

    – Første gang lykkedes det ikke, men forsøg igen, lød det i en kommentar fra Israels premierminister, Benjamin Netanyahu.

    Han var mødt op hos jordkontrollen til det, man havde forberedt sig på skulle være en fest.

    /ritzau/AFP