Erhvervsliv hylder ny karakterskala med plads til fejl

    Måden, som elever og studerende bliver bedømt på under deres uddannelse, bør afspejle erhvervslivet.

    Og det vil i højere grad ske med udspillet til en ny karakterskala, som regeringen har offentliggjort torsdag aften. Det vurderer et par af hovedaktørerne i erhvervslivet.

    Det nuværende system belønner den fejlfrie præstation, påpeger Mads Eriksen, der er uddannelses- og forskningspolitisk chef i arbejdsgiverforeningen Dansk Erhverv.

    – Men hvis vi ser på, hvad man belønner, når man kommer ud i erhvervslivet, handler det mere om at tage nogle chancer og tænke nogle nye tanker.

    – Hvis man skal tænke nyt og innovativt, så kræver det også, at man laver nogle fejl. Lige nu har vi et system, der får studerende til at fokusere på aldrig at lave fejl, siger han.

    Som en del af udspillet vil regeringen nedsætte en ekspertgruppe, der skal undersøge, om de nuværende beskrivelser i karakterskalaen kan fokusere mere på, hvad de studerende kan, end på hvad de ikke kan.

    Det er en god drejning, vurderer Mette Fjord Sørensen, der er chef for forskning, videregående uddannelser og mangfoldighed i arbejdsgiver- og erhvervsorganisationen Dansk Industri.

    – Bliver det find fem fejl, hvor man bevæger sig ned ad skalaen, hver gang man siger noget forkert. Eller handler det i højere grad om, hvilken viden man har, og hvordan man bygger videre på den, spørger hun.

    – Det, at man kan begå en fejl, betyder også, at man kan lære noget. Vi lever af nye idéer og innovation i Danmark, og der er fejl en del af det. Det giver også innovation, tilføjer Sørensen.

    Men selv om det ifølge de to erhvervsfolk sommetider er godt at begå fejl, skal det også være muligt at belønne dem, der gør noget særligt.

    Derfor vil regeringen indføre den nye topkarakter 12+ til de dygtigste elever i skoler, gymnasier og på videregående uddannelser.

    Det bliver ikke som det tidligere 13-tal, da det ikke vil trække karaktergennemsnittet op. I snittet vil det tælle som det nuværende 12-tal.

    – Det betyder ikke, at 12 ikke er en flot karakter, det er det stadigvæk. Men der er nogen, der kan blæse benene væk under en, og det skal anerkendes, siger Mette Fjord Sørensen.

    /ritzau/