Hollandske skattemyndigheder har givet Skattestyrelsen oplysninger om 4500 personer, der har i 2016 og 2017 tjent penge på at agere chauffører for en platformstjeneste i Danmark.
Det oplyser Skattestyrelsen.
Styrelsen går i gang med at gennemgå oplysningerne for at sikre sig, at alle 4500 har anført indtægterne på deres selvangivelse.
– Vores erfaringer fra gennemgang af lignende oplysninger viser, at en stor del undlader at indtægtsføre indkomst og afregne moms, siger underdirektør i Skattestyrelsen Camilla Hesselby.
– Desværre tyder vores indledende gennemgang af de nye oplysninger på, at den tendens er fortsat i 2016 og 2017.
– Vi forventer derfor, at oplysningerne vil føre til en større andel sager om for eksempel skatte- og momsbetaling, ligesom vi vurderer, om der er grundlag for at rejse ansvarssager, siger Camilla Hesselby.
Skattestyrelsen vil ikke oplyse, hvilke kørselstjeneste der er tale om. Oplysningerne er kommet gennem et EU-samarbejde, og af hensyn til det samarbejde vil styrelsen ikke sætte navn på.
/ritzau/











