Brexit-udskydelse kan betyde tab af lagre af dansk eksport

    Nogle danske virksomheder kan stå med ubrugelige lagre af varer med en begrænset holdbarhed som følge af den udskydelse af brexit, som EU’s regeringsledere gik med til natten til torsdag.

    Hvis ikke udskydelsen var blevet aftalt, kunne Storbritannien være trådt ud af unionen fredag uden en aftale for det fremtidige forhold.

    Derfor havde flere danske virksomheder forberedt sig på, hvis det blev tilfældet.

    I nogle brancher har det været i form af at opbygge et lager af varer i Storbritannien, forklarer Anders Ladefoged, der er Europapolitisk chef for Dansk Industri.

    Det betyder, at virksomhederne har varer at sælge, selv når der skal føres toldkontrol med de store mængder varer, der handles mellem Storbritannien og EU-landene.

    – Man kan blive nødt til at tage højde for, hvad der kan ske i den situation. Det kan være forsinkelser i forbindelse med toldkontrol. Derfor vil man producere til et lager i Storbritannien, siger han.

    – De varer kan være af en vis holdbarhed. Det gælder både fødevarer og medicinalvarer, at de ikke holder evigt.

    /ritzau/