Natten til torsdag besluttede EU-lederne på et topmøde i Bruxelles at give Storbritannien lov til at udskyde brexit til senest den 31. oktober.
Det betyder samtidig, er der er sandsynlighed for, at briterne skal til valg til Europa-Parlamentet i maj.
Den udsigt er den danske EU-parlamentariker og spidskandidat for Venstre, Morten Løkkegaard, ikke glad for.
– Skulle det ske, er det den pris, vi bliver nødt til at betale for at forhindre, at briterne ikke falder hårdt ud af EU. Men vi er da ikke glade for det set fra dansk side, for det vil give en masse rod, siger han.
Udskydelsen til Storbritannien er bevilget under den betingelse, at landet holder afstemning til EU-Parlamentet den 23.-26. maj, hvis ikke det lykkes premierminister Theresa May at få flertal for sin skilsmisseaftale i det britiske parlament.
– Det kan betyde, at man skal sige goddag til nogle af de britiske kolleger igen. Det er klart, at det er en underlig situationer, at vi i arbejdet skal tænke dem med, selv om vi ved, at de er på vej ud, siger Løkkegaard.
/ritzau/











