En ny tilføjelse til menneskets historie er fundet i Filippinerne. Arkæologer har fundet tænder og knogler fra hænder, fødder og lårben fra en hidtil ukendt menneskerace.
De fundne rester er mellem 50.000 og 67.000 år gamle. Det skriver det britiske medie BBC.
Den nye menneskerace har fået navnet “Homo luzonensis”, fordi resterne, som stammer fra mindst tre individer, er blevet fundet på Filippinernes største ø, Luzon.
De fysiske træk er et miks af dem, der ses i meget tidlige racer og i senere racer.
Opdagelsen kan betyde, at primitive slægtninge til mennesker forlod Afrika og kom hele vejen til Sydøstasien. Man har ikke tidligere troet, at det var muligt.
Der er i alt 13 rester fra den hidtil ukendte race. De er blevet udgravet i en hule i det nordlige Luzon siden 2007.
Knoglerne i fingre og tæer er bøjede. Det viser, at klatring formentlig var en vigtig aktivitet for racen.
/ritzau/











