Japans ansvarlige minister for OL i Tokyo 2020, Yoshitaka Sakurada, trådte onsdag tilbage.
Ifølge Japans premierminister, Shinzo Abe, stopper Sakurada på grund af “sårende” udtalelser om ofrene fra jordskælvet og tsunamien, der ramte landet i 2011.
Det skriver flere internationale nyhedsbureauer.
Angiveligt sagde den nu forhenværende minister tidligere onsdag, at det kvindelige partimedlem Hinako Takahashi fra et af de ramte områder var vigtigere end genopbygningen.
– Jeg accepterer hans opsigelse. Jeg undskylder for hans bemærkning over for folk fra de katastroferamte områder, siger Shinzo Abe ifølge AFP.
Omkring 18.000 mennesker mistede livet ved naturkatastroferne i 2011, og flere end 50.000 har ikke kunnet vende hjem til deres hjembyer.
Et af hovedtemaerne ved OL i 2020 er netop genopbygningen af de områder, der blev ødelagt ved de voldsomme hændelser.
I sidste måned trak præsidenten for Japans Olympiske Komité (JOC), Tsunekazu Takeda, sig tilbage, samtidig med at han blev undersøgt for korruption i forbindelse med OL-værtskabet.
/ritzau/











