Radikale: Enhedslisten må ud af busken om økonomisk politik

    Det må stå for Enhedslistens egen regning, når partiet stiller et ultimativt krav om den økonomiske politik til en mulig kommende rød regering.

    Det siger De Radikales gruppenæstformand, Sofie Carsten Nielsen.

    Pernille Skipper, politisk ordfører for Enhedslisten, afviser onsdag i Berlingske, at det kan komme på tale at hæve pensionsalderen. Partiet er heller ikke tilhænger af at tiltrække mere udenlandsk arbejdskraft.

    Det har De Radikale foreslået for at sikre et større økonomisk råderum.

    – Alle partier, der ønsker en langsigtet ansvarlig økonomi, og som ønsker at investere i børn, klima og uddannelse, er nødt til at svare på, hvordan man sikrer, at der er penge nok i kassen, og hvordan man sikrer, at der er mennesker nok, siger Sofie Carsten Nielsen til Ritzau.

    Pernille Skipper kalder det i Berlingske “ultimativt” at Enhedslisten vil undlade at bakke op om dannelsen af en rød regering, “hvis ikke vi kan få en indikator for en ny og mere solidarisk retning for den økonomiske politik”.

    Sofie Carsten Nielsen holder fast i, at der bliver brug for flere hænder på arbejdsmarkedet og arbejdskraft fra udlandet.

    – Det er de grundvilkår, vi ser, siger hun.

    Hos Enhedslisten siger finans- og skatteordfører Rune Lund, at “de tider er for længst overstået”, hvor De Radikale kan diktere den økonomiske politik. Det mener Enhedslisten, at De Radikale i for høj grad fik lov til, da partiet fra 2011 til 2015 senest sad i regering med Enhedslisten som støtteparti.

    Rune Lund frygter, at De Radikales forslag om udenlandsk arbejdskraft kan føre til social dumping.

    Enhedslisten ønsker, “at der kommer en politisk retning, hvor vi får øget ligheden, og vi får styrket velfærden”.

    – I forbindelse med regeringsforhandlingerne vil vi stille krav. Men hvilke krav og i hvilken form vil blive afgjort af, hvor mange muskler, vi får, hvor godt et valgresultat vi får.

    – Og så vil det også afhænge af den konkrete politiske situation, der vil være på det tidspunkt, siger Rune Lund.

    Enhedslisten vil finde finansieringen til fremtidens økonomiske udfordringer “ved for eksempel at lukke skattehuller, så multinationale selskaber ikke betaler nul kroner eller næsten nul kroner i skat”.

    – Eller ved at de rigeste i vores land skal have en mere fair, en højere beskatning, efter at de i mange år har fået massevis af skatterabatter, siger Rune Lund.

    Hos SF, der har udtrykt mulige ambitioner om at komme i regering, mener politisk ordfører Karsten Hønge, at de røde partier bør rette fokus på at danne en fælles front i den kommende valgkamp.

    Også selv om han indholdsmæssigt “langt hen ad vejen er enig med Enhedslisten”.

    – Jeg synes faktisk, at SF og Socialdemokratiet formår at vise perspektiverne i en ny regering.

    – Men jeg synes også, at nogle af vores nabopartier er lidt for optagede af at grave hullerne, frem for at fokusere på, at vi skal have en ny regering, siger Karsten Hønge.

    Folketingsvalget skal afholdes senest 17. juni.

    /ritzau/