Dalai Lama er indlagt og i behandling for infektion

    Dalai Lama er tirsdag aften dansk tid blevet indlagt på et hospital i Indiens hovedstad, New Delhi.

    Det oplyser Tenzin Taklha, der er talsmand for Tibets åndelige leder. Det skriver nyhedsbureauet AP.

    Den 83-årige Dalai Lama er kommet under medicinsk behandling for en infektion, efter at han tirsdag blev indlagt med hoste og smerter i brystet.

    Natten til onsdag meldes Dalai Lama i bedring, men han ventes at forblive indlagt et par dage, oplyser talsmanden.

    Dalai Lama blev tirsdag fløjet fra Dharamsala for at blive konsulteret af læger i New Delhi.

    Dharamsala, som ligger i det nordlige Indien, har været Dalai Lamas tilhørssted, siden han flygtede fra Tibet i 1959. Herfra fungerer han som tibetanernes buddhistiske leder.

    Kina og Tibet har været i en langstrakt og ophedet konflikt, siden Kina tilbage i 1950 besatte Tibet og tvang Dalai Lama på flugt.

    Kineserne besatte Tibet efter kommunisternes magtovertagelse i Beijing. Ifølge den kinesiske regering var Tibet “en del af moderlandet”, som skulle genforenes med Kina.

    I 1959 gjorde befolkningen i Tibet oprør mod den kinesiske besættelsesmagt for at beskytte deres religiøse overhoved, Dalai Lama.

    Oprøret blev dog slået ned af Kinas hær. Dalai Lama – den 14. og nuværende – flygtede efterfølgende over Himalaya til Indien.

    De seneste 60 år har Kina “moderniseret” Tibet og koloniseret landet med millioner af kinesiske indvandrere. Tibetanere er i dag en klar minoritet i regionen.

    Det kinesiske kommunistparti udøver streng kontrol med buddhistiske klostre i Tibet. Munke tvinges på “genopdragelse” og skal tage afstand fra Dalai Lama, som Kina kalder “Slangens hoved”.

    Ifølge Amnesty International og FN sker der massive krænkelser af tibetanernes menneskerettigheder.

    /ritzau/