Rungsted Seier Capital og Sønderjyske skal dyste om det danske mesterskab i ishockey.
Søndag blev sønderjydernes modstander i finaleserien fundet, da Rungsted vandt for fjerde gang i semifinaleserien mod Frederikshavn White Hawks.
Nordsjællænderne tog en 3-2-sejr i den sjette kamp i serien.
Sønderjyske sikrede sig finalebilletten tirsdag, da holdet med sin fjerde sejr i fire kampe gjorde rent bord mod de forsvarende danske mestre, Aalborg Pirates.
Rungsted kom for alvor på finalekurs, da holdet efter første periode af søndagens kamp førte 2-0.
Svenske Robin Bergman havde bragt Rungsted foran 1-0 efter lidt over fire minutters spil, hvorefter canadiske Charles Sarault scorede til 2-0 med et minut tilbage af perioden.
I anden periode indledte Frederikshavn dog et comeback. Efter små 12 minutters spil reducerede russiske Alexander Bumagin til 1-2, mens det var Mads Larsen, der et minut inden pausen bragte lighed på måltavlen.
Det vindende mål blev scoret fire og et halvt minut inde i tredje periode, da Rasmus Thykjær Anderson sendte pucken i nettet til kampens slutresultat.
Frederikshavn var aldrig foran i semifinaleserien og måtte altså give fortabt søndag.
Rungsted indledte serien med at vinde første kamp 3-0, hvorefter nordjyderne fik udlignet til 1-1 i kampe med en 3-2-sejr. Mønsteret gentog sig i de efterfølgende to kampe, hvor Rungsted vandt 4-3 efterfulgt af en 5-3-sejr til frederikshavnerne.
I alle fire kampe var det hjemmeholdet, der vandt. Det var det også i den femte kamp, hvor Rungsted kørte Frederikshavn over og vandt 6-0.
Derfor havde White Hawks også ryggen mod muren, da de søndag tog imod Rungsted hjemme i Frederikshavn. Men her knækkede kurven altså i forhold til hjemmesejre, og Rungsted kan se frem til at kæmpe om DM-guldet.
/ritzau/











