Kokaindømte Guerrero scorer i første kamp efter karantæne

    Den peruanske angriber Paolo Guerrero er tilbage på fodboldbanen efter at have afsonet en karantæne for en positiv dopingtest.

    Og det var med bravur. Guerrero scorede nemlig for sit brasilianske hold, Internacional, i sin første kamp, siden han spillede VM for Peru i sommeren sidste år.

    Den tidligere Bayern München-spiller blev testet positiv for kokain i forbindelse med en VM-kvalifikationskamp mellem Peru og Argentina i oktober 2017.

    Peru-stjernen har forklaret, at den positive test skyldtes, at han havde drukket en te indeholdende kokablade.

    Ikke desto mindre blev han først idømt et års karantæne af Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).

    En appelinstans i Fifa halverede senere karantænen, hvilket ville have gjort det muligt for angriberen at deltage ved VM.

    Den Internationale Sportsdomstol (CAS) forhøjede dog karantænen igen til 14 måneder efter endnu en appelsag.

    Og det fik Det Peruanske Fodboldforbund til at appellere CAS-kendelsen til domstolen i Schweiz, hvor CAS har hjemme.

    Den schweiziske domstol gav kort før VM Guerrero lov til at deltage ved slutrunden, inden han skulle afsone resten af sin karantæne.

    35-årige Guerrero skiftede sidste år fra Rio de Janeiro-klubben Flamengo, og lørdagens kamp blev hans første for den nye klub.

    Internacional vandt kampen med 2-0 over Caxias.

    /ritzau/