Esbjerg starter bedst i dansk duel om EHF Cup-finaleplads

    Håndboldkvinderne fra Team Esbjerg har haft taget på Herning-Ikast Håndbold i denne uge.

    Onsdag blev det til en sejr over midtjyderne i slutspillet i den danske liga, og lørdag vandt vestjyderne så den første af to EHF Cup-semifinaler over Herning-Ikast med cifrene 23-20. Begge kampe blev spillet i Ikast.

    Esbjergenserne var foran med to mål ved pausen, hvor der stod 12-10. Føringen blev dermed øget med et enkelt mål i anden halvleg.

    Den anden og afgørende semifinale mellem de to hold bliver spillet næste søndag i Esbjerg klokken 13.

    Viborg HK spillede også semifinale i EHF cuppen lørdag, og holdet har lidt at indhente efter det første opgør med ungarske Siofok. Her tabte viborgenserne 24-28 på udebane.

    Det danske hold gik i omklædningsrummet med tre mål op til ungarerne ved stillingen 12-15 og kom altså længere bagud efter pausen.

    Viborg møder Siofok på hjemmebane i returkampen næste søndag klokken 14.

    /ritzau/