66-årig svært forbrændt efter uheld ved tobaksrygning

    En 66-årig mand er lørdag eftermiddag fortsat i livsfare, efter at der lørdag morgen opstod brand i hans rækkehus i Nyborg.

    Politi og brandvæsen blev klokken 08.50 kaldt til branden i Østervoldgade.

    – Brandfolkene sparker en dør ind og sender røgdykkere ind i huset, fortæller vagtchef Lars Thede fra Fyns Politi.

    Inde i huset finder røgdykkerne den 66-årige svært forbrændt. Han bliver reddet ud i live og bliver med politieskorte kørt til Rigshospitalets brandsårsafdeling.

    – Vi er sikre på, at der er tale om et uheld i forbindelse med tobaksrygning. Han har siddet i en stol og røget, og så er det gået galt, siger Lars Thede.

    Ilden begrænsede sig til området omkring stolen, men har givet røgskader i resten af huset. Det var ikke nødvendigt at evakuere andre huse i bebyggelsen i forbindelse med branden.

    /ritzau/