For at forebygge stress er der også brug for at styrke miljøet i vuggestuer og børnehaver gennem lov. Det foreslår regeringens stresspanel, der består af ni medlemmer.
Panelet skal i alt komme med 12 anbefalinger om forebyggelse og reduktion af stress.
Indtil videre er fem anbefalinger fremlagt:
* 1. forslag: Forældreintra skal lukkes ned. Forældreintra er en digital platform, hvor grundskoler og forældre til skolebørn kan kommunikere med hinanden.
* 2. forslag: Ledere skal trænes i at forebygge stress. Derudover skal de ansatte ikke forvente at kunne kontaktes uden for arbejdstiden.
* 3. forslag: “Livsmestring” skal gøres til et tema i grundskolen og på ungdomsuddannelserne. Det skal blandt andet lære unge at stille sig kritisk over for de mange påvirkninger fra sociale medier.
* 4. forslag: Det offentlige skal kun sende digital post på særlige tidspunkter. Panelet foreslår to ugentlige tidspunkter, hvor al offentlig kommunikation kan blive sendt ud til borgerne.
* 5. forslag: Trivslen for børn, der er daginstitutioner, skal sikres ved lov. Det skal gøre op med, at der ikke er regler for ro, nærvær og et godt fysisk arbejdsmiljø for børn i vuggestuer og børnehaver.
/ritzau/











