Kinas Xi til parade: Vi fjerner 300.000 soldater fra hæren


    70 skud har torsdag formiddag lokal tid lydt i Beijing, og dermed er fejringen af 70-året for Anden Verdenskrigs afslutning i Asien indledt i Kina.

    Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

    Ved en kæmpemæssig parade vil 12.000 soldater marchere i Beijing, mens 200 kampfly vil flyve i formationer over Den Himmelske Fredsplads, skriver det kinesiske nyhedsbureau Xinhua.

    I en tale til nationen bruger præsident Xi Jinping anledningen til at varsle nedskæringer i det kinesiske militær. Han siger ifølge Reuters, at Kina vil barbere sin militære styrke ned med 300.000 soldater.

    – Når mennesker har oplevet krig, sætter de i højere grad pris på fred, siger præsidenten i sin tale ifølge dpa.

    Han tilføjer, at “uanset hvor stærk Kina bliver, vil landet aldrig blive et land, der søger overherredømme”. Samtidig vil Kina “aldrig få andre lande til at lide”.

    Lederne fra de store vestlige lande har valgt ikke at deltage, men Xi Jinping får selskab af ledere og højtstående repræsentanter fra blandt andet Rusland, Venezuela og Nordkorea, når han overværer begivenheden.

    Europæiske og amerikanske regeringskilder har gentagne gange advaret om, at den militære magtdemonstration kan sende de forkerte signaler i regionen, hvor situationen er spændt på grund af blandt andet territoriale stridigheder.

    – For 70 år siden i dag var Kina i krig. Mange modige liv gik tabt. Kinesiske styrker afværgede japanerne og forsvarede Kinas 5000 år gamle historie og sikrede fred, siger Xi Jinping i talen, der bliver sendt direkte på statsligt tv.

    /ritzau/