Pengeregn skal hjælpe danske iskvinder i verdenseliten

    Det er et historisk velforberedt dansk kvindelandshold, der søndag tager hul på VM i ishockey i Ungarn.

    En økonomisk indsprøjtning har givet Danmarks Ishockey Union mulighed for at give holdet flere samlingsdage end tidligere, og i den svenske mestertræner Fredrik Glader har man fået et stort navn på trænerposten.

    Målet er oprykning til øverste VM-niveau og dermed en plads blandt verdens ti bedste ishockeynationer.

    – Det er absolut realistisk, siger landstræner Fredrik Glader, der som hovederhverv står i spidsen for Luleå HK, som han har gjort til svensk mester tre gange i de seneste fire år.

    Siden sidste lørdag har det danske landshold været samlet i Kastrup for at forberede sig. Det er et markant løft i forhold til tidligere, hvor holdet fløj direkte til VM få dage før premieren.

    – Vi har tidligere kun haft to træninger op til den første kamp, hvoraf den første har været let, fordi man lige skulle have en flyvetur ud af benene, siger Herlev-forwarden Silke Lave Glud.

    – I år har vi haft fire-fem træninger allerede inden afrejsen. Det har vi aldrig prøvet før. Det tror jeg, man vil kunne se på vores spil, siger hun.

    Kvindelandsholdet er blevet udnævnt til et såkaldt “fyrtårn” og dermed et særligt indsatsområde i Danmarks Ishockey Union.

    Til formålet har unionen fået en økonomisk indsprøjtning på 665.000 kroner fra Initiativpuljen i Danmarks Idrætsforbund. I alt når denne sæsons budget for holdet op på halvanden million kroner.

    På længere sigt er målet at kvalificere sig til OL i 2022.

    – Vi er meget taknemmelige for støtten. Havde vi kun haft to-tre dage inden turneringens start, havde det havde været meget svært, siger Fredrik Glader.

    – Nu kan vi gå igennem forskellige dele af spillet. Forsvarsspil, spilvendinger, pres, powerplay og boxplay. Vi kan forberede os fysisk og mentalt. Det gør en kæmpe forskel og giver gode forudsætninger for at klare sig godt, siger han.

    Danmark åbner VM mod Slovakiet søndag. Herefter følger kampe mod Italien, Ungarn, Østrig og Norge. To nationer rykker op i øverste VM-gruppe.

    /ritzau/