Ajax slår Skanderborg for tredje gang i sæsonen

    Håndboldkvinderne i Ajax København har krammet på Skanderborg Håndbold i denne sæson.

    Fredag aften hentede Ajax således sin tredje sejr i sæsonen over jyderne, da Ajax var på besøg hos Skanderborg i kvalifikationsspillet i HTH Ligaen.

    Ajax vandt kampen 26-22, efter at hjemmeholdet var foran 13-12 ved pausen.

    Skanderborg kunne ellers definitivt have sikret sig endnu en sæson i den bedste håndboldrække for kvinderne med en sejr, mens de to point lunede gevaldigt for Ajax efter nederlag i første gruppekamp i kvalifikationsspillet til EH Aalborg.

    Skanderborg topper fortsat med fire point efter en sejr og et nederlag, fordi klubben havde to point med over i gruppespillet.

    Ajax nåede op på tre point for to kampe, mens Aalborg for en kamp har to point, og Silkeborg-Voel har to point uden at have spillet endnu.

    Randers HK har et enkelt point med over og har tabt sin første gruppekamp til Skanderborg.

    I HTH Ligaen har Ajax tidligere i sæsonen slået Skanderborg to gange.

    I marts vandt Ajax hjemme 23-20, mens holdet ude slog Skanderborg 19-26 i november i 2018.

    /ritzau/