Cyklist dræbt i trafikulykke i rundkørsel

    En 69-årig kvinde har mistet livet, efter at hun torsdag blev påkørt af en bil i Solrød.

    Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i sin døgnrapport fredag.

    Ulykken skete ved, at kvinden, der var på cykel, kom kørende ind i rundkørslen ved Solrød Strandvej.

    I en personbil overså en 56-årig mand fra København kvinden, og han endte med at ramme hende.

    – Meldingerne går på, at hun er svært tilskadekommet, sagde kommunikationsmedarbejder Charlotte Tornquist fra politiet torsdag.

    Kvinden blev efterfølgende kørt til Rigshospitalets Traumecenter i København, hvor hun altså ikke overlevede sine kvæstelser.

    Hendes pårørende er blevet underrettet.

    /ritzau/