EU: BMW og VW samarbejdede om at bremse miljøvenlige biler

    Konkurrence er en god ting, set fra EU-kommissær Margrethe Vestagers stol i Bruxelles. Fordækte forsøg på at forhindre konkurrence går ikke.

    I et brev fredag til BMW, Daimler og VW skriver kommissæren, at EU-Kommissionen foreløbigt er nået frem til, at de tre virksomheder har handlet i strid med reglerne.

    Det er sket ved, at de hemmeligt har samarbejdet om at bremse konkurrencen på udvikling af teknologi, der kunne gøre diesel- og benzinbiler mere miljøvenlige.

    – Virksomheder kan samarbejde på mange måder om at forbedre kvaliteten af produkter. Men EU’s konkurrenceregler tillader ikke, at man i hemmelighed indgår aftaler om præcis det modsatte, siger Vestager i en meddelelse.

    Resultatet kan ifølge kommissionen have været, at forbrugerne er blevet snydt for den bedst mulige teknologi til reducering af miljøskadelige gasser.

    Det har stået på i perioden fra 2006 til 2014.

    Sagen handler ikke om eventuelle brud på miljølove. Den handler udelukkende om regler for konkurrence.

    /ritzau/