Støjberg: Forældre tager deres børn som gidsler på Sjælsmark

    De afviste asylbørn på Udrejsecenter Sjælsmark er blevet bragt i en usikker situation af deres forældre. Det mener udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).

    – Familierne har ikke ret til at være i Danmark, og derfor skal de udrejse. Og i min optik har forældrene taget deres børn som gidsler, siger ministeren.

    En ny rapport fra udrejsecenteret Sjælsmark lavet af psykologer fra Røde Kors viser, at op mod 80 procent af børnene er i risiko for at udvikle en psykisk lidelse, og at 61 procent af dem opfylder kriterierne for en psykiatrisk diagnose.

    I udrejsecenteret bor personer, som har fået endelig afslag på asyl, og som derfor skal forlade Danmark.

    – Jeg mener, at vi gør det så godt som muligt. Børnene går i daginstitutioner, der er fritidsaktiviteter og de går i skole. Men det er selvsagt, at vi ikke kan løfte de åg af deres skuldre, at deres forældre har bragt dem i den situation, siger Støjberg.

    /ritzau/