Rapport viser psykisk mistrivsel hos afviste asylbørn

    En psykolograpport fra Røde Kors konkluderer, at mindst 61 procent af børnene på Udrejsecenter Sjælsmark vil opfylde kriterier for en psykiatrisk diagnose.

    Yderligere 19 procent ville formentlig opfylde kriterierne for en diagnose, hvis de blev udredt om det. Cirka halvdelen af de 11-17-årige har symptomer på PTSD, konkluderes der i rapporten.

    Den er baseret på en undersøgelse foretaget fra december 2018 til januar 2019. Her har psykologer fra Røde Kors screenet 56 børn fordelt på 26 arabisk- og farsitalende familier, der er bosat på udrejsecentret.

    Fokus har været på at måle børnenes psykiske trivsel og eventuelle behov for støtte. Da undersøgelsen gik i gang, havde omkring en tredjedel af børnene boet på centret i mere end et år.

    Blandt de problemer, som børnene oplever, er nedsat appetit, problemer med at falde i søvn samt hyppige mareridt

    Sammenlignet med en rapport fra 2010, hvor trivslen blandt nyankomne børn blev undersøgt, viser dagens rapport, at dobbelt så mange af børnene på Udrejsecenter Sjælsmark har en høj risiko for at få psykiske lidelser.

    – Rapporten konkluderer, at der er grund til alvorlig bekymring for børnenes trivsel og udvikling, at der er reel risiko for, at børnene stagnerer i deres udvikling, og at deres aktuelle symptomer bliver kroniske, fremgår det af rapporten.

    Foruden den psykiske mistrivsel blandt børnene har undersøgelsen vist, at over 80 procent af forældrene i de 26 familier havde symptomer svarende til psykiske lidelsen som angst og depression.

    Hjælpeorganisationen er opmærksom på, at der er tale om et begrænset antal respondenter.

    Desuden har kun 16 af børnene selv besvaret spørgsmålene fra Røde Kors. De resterende er besvaret af forældrene, hvilket også kan afspejle sig i svarene, fremgår det af rapporten.

    Udrejsecenter Sjælsmark ligger i Hørsholm Kommune på Sjælland. Det åbnede i 2015, og det var oprindeligt ikke meningen, at børn skulle opholde sig der. Centret huser familier, der har fået afslag på asyl.

    /ritzau/