Ung mand er alvorligt kvæstet i solouheld på landevej

    En 25-årig mand er alvorligt kvæstet efter et solouheld ved Sæby nær Høng på Midtsjælland. Han er dog uden for livsfare.

    Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

    – Vi modtog anmeldelsen klokken 18.07 om, at der lå en bil på en mark, fortæller vagtchef Henrik Møller Nielsen.

    Ulykken skete på Sorøvej.

    – Han var alene i bilen. Vores foreløbige undersøgelser peger på, at han er kørt på Sorøvej mod vest og har mistet herredømmet over bilen i en kurve. Herefter er han kørt ud på en mark og er væltet rundt, siger vagtchefen.

    Føreren var i kritisk tilstand efter ulykken og blev fløjet til Odense Universitets Hospital.

    – Seneste melding fra hospitalet er, at han er uden for livsfare, siger Henrik Møller Nielsen.

    Føreren af bilen kommer fra Kalundborg Kommune.

    Hans pårørende er blevet underrettet.

    /ritzau/